Stilhed

Da vi passerede det store fyrretræ, der knejser over den lave bevoksning øverst på bakkedraget ned mod Floden Naarqitan, fik vi vinden imod os.

Araguin stoppede, som vejrede han en fært i brisen. Landskabet strakte sig ud foran os, så langt blikket rakte.

En fugl sang et eller andet sted fra et buskads, og overalt puslede det i det lange græs fra en mangfoldighed af liv. Som vi stod der, huskede jeg hvad Araguin havde sagt denne morgen:

“Stilhed er ikke fravær af lyd, men fravær af selv”.

Intet kunne vise mig det tydeligere end at stå på dette sted.

Uden et ord begav han sig ubesværet ned af den sandede skrænt, og jeg måtte kæmpe for at finde fodfæste, mens jeg fulgte efter.

…

Senere sad vi ved bålet uden at sige noget.

Det slog det mig, hvor hyppigt vi som mennesker mødes i en udveksling af holdninger og “at dele erfaringer” uden at få øje på, at netop denne tillærte vane med at ville fortælle, hvem der har gjort sig de mest interessante oplevelser, eller har indset dette eller hint, måske stiller sig i vejen for at kunne erkende det, som er?

Reel dialog og fælles undren umuliggøres.

Fungerer det at danne sig en holdning som at lukke en dør for virkeligheden? Som at tro, at når blot jeg kender et navn for noget, så har jeg forstået det, uden at kunne se at intet af den virkelighed, der lever lige omkring og i mig, kan rummes i beskrivelse, om jeg så havde alverdens ord til min rådighed?