Lige nu

“Araguin. Må jeg stille dig et spørgsmål?”

Han standsede, vendte sig smilende om, og nikkede næsten umærkeligt

“Vil du sige noget om at leve i nuet?
Jeg møder så ofte mennesker, der er optaget af at blive bedre til at leve “lige nu og her”. Det er nærmest blevet en trend med utallige kurser og seminarer i, hvordan denne færdighed opnås”.

“Lad os sætte os ned her” sagde Araguin og pegede på et par store sten, der lå ved vandløbets bred.

Vi betragtede de spiralformede hvirvler i det klare vand, der klukkende og brusende omfavnede store og små sten på sin vej ned mod dalen. Hist og her faldt det ned i små bassiner af næsten ubevægelig klarhed.

“Se det strømmende vand her!” Araguins stemme var tydelig og afdæmpet.

“Vi kalder det kontinuerlig bevægelse i kraft af de store tilsyneladende massive sten, vandets stadige forandring i alle retninger, og det forhold at vi selv sidder her på bredden og mener os adskilte fra det.

En adskillelse der beror på, at vores intellekt tænker i “at måle”. Tid handler om at måle. Tid udtrykker et forsøg på at standse bevægelse ved at indføre mindst to “punkter” f.eks.: “Her og nu” og “dengang”, eller “det var” og “det skal blive”.

På den måde kan vi sammenligne og sige: “Herfra og dertil”. “DER vil jeg hen…”. Nogle kalder det for “at være i proces”.

Det fungerer på samme vis som en måde at måle på. Er det “min” proces eller “din proces” evt. “vores proces”? Vi vil herfra og derhen…”

Jeg lyttede og forsøgte at forstå. Han fortsatte.

“Når et menneske SØGER erkendelse eller forståelse, handler det om at ville måle.
Intellektet sammenligner med begreber som: Større, mindre. Dårlig, god. Rigtig og forkert. Det har indført alle mulige forskellige målestokke, der kan bruges til at stoppe denne kontinuerlige bevægelse, som livet udviser.

Sproget, jeg benytter nu, er konstrueret med den ide, at ville begribe (be GRIBE) det, der ligger hinsides al måling.
Vil jeg erkende – forstået som “indsigt”, må jeg få øje på hele dette menageri med at måle og sammenligne.
Ikke alene se HVAD der tænkes, men HVORDAN der tænkes. Hvordan jeg sanser, og øjeblikkeligt giver det sansede en “betydning”.

“Viden” udtrykker sådanne betydninger. Derfor vil det “at få øje på”, være at sanse hinsides viden og dermed uden sammenligning. Indsigt kan ikke måles.

Hvis du lige nu sidder og “prøver at forstå”, hvad jeg siger, vil det ikke lykkes dig.”

“Fordi jeg forsøger?” svarede jeg

“Ja. At forsøge betyder at sammenligne. “Her er jeg nu… der vil jeg gerne være”. “Jeg er uden forståelse – den vil jeg gerne have”. At forsøge udtrykker spænding og ambition. Hvordan skulle nogen forstå selve det AT sammenligne, ved at sammenligne?

Det svarer til, at et menneske, der FORSØGER at leve i dette såkaldte “nu”, ikke ser at forsøget allerede udtrykker en stræben efter at standse bevægelse ved at indføre en måling eller skala. Hvis altså det, som vedkommende vil udtrykke med sit “nu”, peger på det umålelige: Det hinsides nogen form eller betingelse? – Et andet meget benyttet ord for dette er “kærlighed””

“Det betyder altså at jeg blot må sanse, uden på nogen måde at bedømme, vurdere, sammenligne eller bringe min viden i spil?

Araguin svarede ikke.

Jeg funderede over, om det er udtryk for magelighed, at vi så gerne taler om bjerge og smukke tinder, om skove og fantastisk udsigt. Læser og skriver digte om dem, og alligevel bliver siddende nede i dalene uden at orke selv at bestige dem?

I det fjerne lød et bulder som fra store sten eller en gletcher, der brød. Et næsten umærkeligt pust af kølig vind ramte mine næsebor. Jeg fyldte mine lunger med den friske luft og strakte kroppen i lyst.
Musklerne i mine fødder sang i et ekko fra klipperne, de havde betrådt.