Døden

DØDEN

Ved foden af en stor tjørn fik vi øje på en flok krager, som blev skræmt af de to vandrere. Den umiskendelige lugt af et kadaver bed i næseborene, da vi stille passerede stedet og ikke længe efter var lyden af de summende fluer, der havde været en del af festen, ikke til at høre mere.

Da vi senere søgte skygge for middagsheden, spurgte jeg Araguin:

“Da vi havde passeret det døde dyr her til morgen, blev jeg eftertænksom. Jeg tænkte på alle de mennesker i mit liv, som nu er døde, og følte både sorg og tristhed. Hvad gør det så svært at acceptere døden, når den jo er så uomgængelig, som den er?”

Han mødte mit blik, og jeg fik et øjeblik en følelse af at se ind i intetheden.

“Der synes svært for mennesker at erkende at det, vil kalder for “døden”, ER livet. Hver eneste indånding må følges af en udånding. Hver celle der skabes i et voksent menneske, vil betyde at en celle dør. Når en følelse kommer, vil der være en anden, der forsvinder. Denne veksel eller puls, synes at være livskraftens væsen?

Kan vi erkende det, når vi fra barnsben opdrages til at skulle have, opnår og begære – sætte mål og ambition – uden at erkende at intet gives form uden at noget forsvinder som form? At det er en og samme bevægelse?”

“Hvoraf kommer så min sorg?”

“Sorgen er måske et udtryk for ikke at ville acceptere og anerkende, at det levende udtrykkes i det forgængelige?” kom det lavmælte svar fra Araguin.
“ – og også sorgen vil være forgængelig. Den vil komme og gå og aldrig være den samme. Den ER der ikke som “noget” – måske kan du få øje på den som netop bevægelse? – Du bevæges i livet”

Skyer var trukket ind fra horisonten, og med et ruskede kastevinde i buskene omkrig os med voldsom kraft.

Araguin så op. “Det bliver uvejr!  – Lad os se, om vi kan nå i ly i Iiquan hulerne, inden det bryder løs!”