Araguin og bjerget

Skyerne hang tungt ned over de grønne bjergskråninger.

Igennem den fugtmættede luft betragtede jeg opmærksomt de bløde bevægelser i den silkebløde hvid-tonede dis. Det var som at se sanselig elskov åbenbare sig for mig.

Jeg ventede på Araguin. Ikke at jeg havde nogen anelse om hvor han var, eller om jeg kunne møde ham her.

Intet i vores møder havde nogensinde været forudsigeligt – altså ud over denne uforudsigelighed.

Måske var det en duft af frisk fugtig mos eller et næsten umærkeligt ophold i fuglenes sang, der fik mig til at vende mig om?

Han stod der lidt bag mig, også med sit blik rettet mod bjergene.

Uden at være opfordret fulgte jeg med, da han med raske skridt gav sig på vej.

Jeg nyder samværet med Araguin. Klarheden. Samhørighed i bevægelse. Ja whatever – det føles enkelt.

En mus pilede ned i sit hul, overrasket af vores tyste skridt i det våde græs.

Da vi nåede et lille vandfald, som faldt ned over en stejlt klippefremspring, standsede han og satte sig på en stenblok, der måtte have ligget her i årtusinder.

Først der mødtes vores blik. Han nikkede næsten umærkeligt.

Jeg brød tavsheden

“Er vi på vej nogen steder hen” – spurgte jeg ham.

“Nej” – kom svaret uden tøven. “Vil du gerne et sted hen?”

Jeg kom uvilkårligt til at tænke på alle de gange, jeg som barn fra bagsædet havde spurgt: “Hvornår er vi der?” Måske blot som en helt naturlig konsekvens af, at turen fra starten af netop handlede om “at komme et sted hen”.

Som kunne han høre hvad jeg tænkte, fortsatte han.

“Se op ad denne klippevæg! Når vi bevæger os sammen der, må vi begge være opmærksomme i hvert eneste skridt, vi tager, hvor vi sætter fødder og hænder, og på alt det, der er omkring os – i særdeleshed hinanden.”

Det, der betyder noget, er vores evne til at klatre og forblive afspændte og uden angst. Når vi er optaget af at komme et sted “hen”, ser vi os selv fra et perspektiv “udefra”: Som to mennesker der søger at tilbagelægge en strækning og overvinde de vanskeligheder, der er undervejs.

Forbliver vi opmærksomme i det, der gøres, imens det gøres, ER der ikke nogen steder at komme hen. Vi er lige der, hvor livet leves, og lever sig med os.”

“… og dog bevæger vi os op?” forsøgte jeg

“Livet er bevægelse. Puls – impuls. Vil dit åndedræt eller hjerte nogen steder hen, eller trækkes vejret og slår hjertet ikke blot i overensstemmelse med sin natur?”

Han smilede … “Du vil erfare, at vi nogle gange for at komme op, må klatre ned”.

Det var som om, jeg ikke helt kunne få det, som Araguin sagde, “ind”. Noget irriterede mig. Lød det ikke som om vi skulle op ad den bjergside, vi sad under?”

En fisk slog i den lille sø under det plaskende vand. Det sendte ringe i alle retninger, som snart opløstes igen, hvor de traf dråberne fra den faldende strøm. På en lille afsats i klippen foran mig, voksede et træ. Jord kunne der ikke være meget af, og dog så det frodigt og livskraftigt ud.

Det slog mig med et, hvad Araguin pegede på. Det hele er lige her! Som et rum der åbner sig i mig. Det udvider sig og udvider sig til universets uendelighed. Jeg ER det… Det er mig.

Jeg fornemmede, at han så det. Og dog kiggede han ikke på mig, men rejste sig op, strakte sin krop, spændte den lange stok fast med en rem over ryggen, før han begav sig mod den stejle væg.

Jeg fulgte efter og følte mig let.